Årets Børneven er fra kunstmuseet HEART
Mandag formiddag var et par hundrede børn og en flok voksne fra Frie Børnehaver i Herning samlet i Vestre Anlæg. Her kårede Frie Børnehaver og Fritidshjem for 17. gang en Årets Børneven ved arrangementet Lille Grundlovsdag. Hæderen tilfaldt i år formidlingsinspektør Anja Lemcke Stær fra kunstmuseet HEARTs undervisningstjeneste, der af formanden for Frie Børnehaver og Fritidshjem i Herning, Maja Ælmholdt, blev betegnet som en oplagt kandidat.
Hun forklarede forinden, at titlen tildeles en person eller organisation, der udviser et særligt engagement i sit virke, og som skaber rum og plads til, at børn og unge får indtryk og succesoplevelser, de kan bygge videre på.
»Den line, som bestyrelsen har anlagt for valg af årets børneven, gør Anja Lemcke Stær til en oplagt kandidat,« sagde hun.
Et unikt miljø
Hun pegede på, at HEART er en meget ung kulturinstitution, som med sit fantastiske byggeri blandt virksomheder, kunstmuseer, parkanlæg og uddannelsesinstitutioner er placeret med stor omtanke i et unikt miljø i Birk Centerpark.
»Et meget inspirerende miljø, som indbyder til, at mennesker arbejder og møder hinanden på nye måder,« forklarede hun og slog fast, at de fysiske rammer, god arkitektur og byplanlægning har stor betydning for at skabe betingelser for liv og trivlsel. Men samtidig er den daglige drift og en kulturinstitutions indhold afgørende for, om der skabes attraktive og brugervenlige forhold.
»Kunstmuseet HEART udmærker sig ved at have en åben tilgang til sin omverden, og personalet er imødekommende og professionelle, når der er besøg af for eksempel en børnehave eller skole,« påpegede Maja Ælmholdt.
Styrker indsatsen
for børn og unge
På grund af en rejse til New York kunne prismodtageren ikke selv være til stede. I stedet modtog museumsdirektør Holger Reenberg prisen på Anja Lemcke Stærs vegne og understregede, at hun både var ked af ikke selv at kunne modtage prisen, og at hun var utrolig stolt af at have fået den.
Han kunne samtidig oplyse, at HEART er i fuld gang med at styrke sin formidling til børn og unge. Museet har således været i kontakt med alle egnens skoler, og i lyset af, at mange institutioner og skoler har svært ved at skaffe transport til et besøg på museet, arbejder man også på at finde en løsning, så det bliver lettere for en børnehave eller en skole at tage imod de spændende tilbud, HEART har til børn og unge.
Heller ikke børnefamlierne er glemt. Også her skal indsatsen styrkes yderligere.
»Så om et par år vil det, vi kunne yde langt mere end det, prisen i dag er blevet givet for,« lovede museumsdirektøren, der heller ikke lagde skul på sin glæde og stolthed over hæderen til en medarbejder.
Underholdning var der naturligvis også, og de mange børn havde en særdeles munter stund med bugtaleren Signe og hendes to frække dukker.














Østergade 21, 7400 Herning • Tlf. 97 12 15 00 • Fax 97 22 20 42