Alt bliver bedre når Fnugfri flytter til Østergade
– Ja, jeg vil regne med at butikken her er cirka seks gange større end den, vi kommer fra i Fonnesbechsgade, siger Lars Pedersen, der er indehaver af specialbutikken „Fnugfri“ med alt i rengøringsudstyr til professionelle såvel som almindelige forbrugere. Han er i fuld gang med at skrabe op til otte lag tapet af i den butik, som fra 1. oktober skal huse Fnugfri. Lokalerne ligger på Østergade og har tidligere huset Expert, og selv om Fnugfri nu skal flytte fra de lokaler Fonnesbechsgade, hvor Lars Pedersens far, Vagn Pedersen, i mange år har drevet forretning, så er der ingen tristhed at spore.
– Nej, for alting bliver bedre både for erhvervskunder og private og ikke mindst for personalet, når vi flytter hertil.
Seks gange større butik
At butikken bliver seks gange større bekymrer ham heller ikke. Tværtimod ser han ikke noget problem i at få butikken fyldt op.
– Problemet i dag i butikken i Fonnesbechsgade er jo, at der slet ikke er plads til at vise alt, hvad vi har - og at kunderne ikke har plads til selv at gå rundt og se på de forskellige produkter. Tværtimod er det jo sådan i den lille butik dernede, at er der bare to kunder i butikken, så er der ved at være trængsel. Vi kan også tydeligt mærke, at er der travlhed og kunderne står tæt, så bliver de stressede, og det stresser også personalet, siger Lars Pedersen.
Parkering ved for- og bagdør
Ud over bedre plads til at se på tingene og mange, mange flere ting at se på, så bliver også tilkørsels- og parkeringsforholdene væsentligt bedre med flytningen til Østergade. Som det er nu, kan Fnugfri ikke modtage varer direkte. Alt skal bæres ind på den trange lagerplads, der er fordelt i en kælder og to garager. I Østergade bliver det muligt at køre lige op til bagdøren, hvor varer kan køres på paller direkte ind på lageret, og hvor erhvervskunder, som for eksempel kommer med store rengøringsmaskiner som selvkørende gulvvaskere eller fejemaskiner også kan køre dem direkte ind til værkstedet.
– Desuden får vi også parkering ved døren i båsene på Østergade, så det bliver muligt at køre til butikken fra to sider, påpeger Lars Pedersen.
Til glæde for stigende antal private kunder
Han glæder sig desuden over, at butikke ikke mindst vil give det stigende antal private kunder langt bedre mulighed for at se, alt hvad han kan tilbyde af produkter til rengøring.
– Vi har leveret til den professionelle rengøringbranche i mange år, men vi har også altid solgt til almindelige forbrugere, og de er i stigende grad begyndt at gå efter professionelt udstyr til rengøringen. De har fundet ud af, at det letter arbejdet med at gøre rent, når udstyret er i orden. Vi ved godt, at rengøring ikke er det sjoveste, der findes, og at det er de færreste, der ligefrem er vilde med at gøre rent, og så kan man jo lige så godt gøre arbejdet så let for sig selv som muligt - og det kan vi hjælpe med på mange forskellige måder, siger Lars Pedersen.
I fuld gang med istandsættelse
Men lige nu står der først og fremmest istandsættelse og klargøring af lokalerne i Østergade på programmet. Ud over almindelig istandsættelse skal der pilles nogle vægge ned og sættes nye op, så der bliver en hensigtsmæssig opdeling i butik, kontorer, lager og værksted.
– Men det hele bliver bedre for både kunder, personale og vores leverandører, når vi flytter herind. Jeg regner også med, at vi nu kan få plads til en udstilling af hele det store sortiment af professionelle maskiner, vi har på programmet til virksomheder og institutioner, og som omfatter både fejemaskiner og gulvvaskere i den størrelse, hvor man sidder på maskinen og kører den ligesom en havetraktor, forklarer Lars Pedersen.
Han glæder sig også til at få bedre plads på lageret ikke mindst til de centralstøvsugere, som han selv importerer. Efter flytningen vil han ikke have besvær med at oplagre leveringerne, som kommer i hele vognlæs ad gangen.
Glæden ved at flytte har han i øvrigt tænk sig at dele med sine kunder, når den nye butik åbner.
– Ja, så skal vi have fundet en masse rigtig gode tilbud til kunderne, lover han.












Østergade 21, 7400 Herning • Tlf. 97 12 15 00 • Fax 97 22 20 42