AutoGalleriet Herning i nye rammer
AutoGalleriet i Herning har påbegyndt en udflytning til en ny adresse for at få en langtidsholdbar løsning på et vokseværk, der har præget galleriet siden starten i museums- og uddannelsesbydelen Birk i Herning.
I modsætning til så mange andre flytninger til ny adresse, er opgaven af overkommelig karakter – selv om 100 køretøjer skal under nyt tag i det nye års første måneder. Flytningen sker nemlig inden for gå-afstand fra adressen Industrivej Syd 1 B til naboadressen Industrivej Syd 1 A.
Flytter til nabobygning
Opgaven gennemføres med indsats af frivillige fra medlemskredsen. Hele samlingen af privatejede klassiske køretøjer på to, tre og fire hjul flyttes fra den tidligere Femilet-fabriksbygning, hvor den har været placeret siden indflytningen for to år siden, til en nabobygning hvor der tidligere også har været tekstilvirksomhed. Her skal flere haller danne ramme om køretøjer, effekter og motorhistoriske museumsgenstande. AutoGalleriet får samtidig meget synlig hovedindgang via facadebygningen til det tidligere fabrikskompleks.
Optimale rammer for udvikling
»Det er bestyrelsens klare opfattelse, at der med flytningen af AutoGalleriet kan skabes en langsigtet løsning for AutoGalleriet i særdeles egnede lokaler,« siger bestyrelsesformand Marius Reese, Herning. Han peger på, at de nye lokaler i størrelse, indretning og faciliteter svarer til ambitionsniveauet, og vil give optimale rammer for foreningens fortsatte udvikling.
»De nye lokaliteter vil være en særdeles attraktiv ramme for et aktivt og dynamisk foreningsliv med blandt andet nyt værksted, modelbiludstilling og med nye oplevelser for vore gæster,« siger Marius Reese.
Super-Træf i parken
AutoGalleriet har siden starten i 2010 oplevet støt tilgang af medlemmer til et medlemstal på omkring 200, og samtidig et stigende antal køretøjer. Sammen med arrangementer som en serie Super-Træf i 2011 er det blevet en stadig større oplevelse at komme i AutoGalleriet - både som gæst og som medlem. Antallet af gæster er ligesom interessen også fortsat med at stige.
I starten af 2011 blev udstillingsarealet fordoblet med Hal 2 mindre end et år efter starten i april 2010, og nu følger så udflytningen med mulighed for en længerevarende løsning og en sund økonomi i AutoGalleriet.
Udflytningen til den nye adresse på Industrivej Syd 1 A i Herning ventes tilendebragt inden udgangen af vinter, og markeres derefter.
Ideen bag AutoGalleriet Herning er inspireret af de tyske Meilenwerk udstillingscentre med seværdige køretøjer.














Østergade 21, 7400 Herning • Tlf. 97 12 15 00 • Fax 97 22 20 42