Kl. 15.11 - onsdag den 23. maj 2012
Af Vagn Buch-Pedersen
Artikler  |   redaktion@herningbladet.dk

Cirkus Dannebrog sætter fokus Afrika

Cirkus Dannebrog har fyldt manegen i år med artister fra Afrika og er samtidig gået i samarbejde med Røde Kors om hjælp

Når publikum i år går i Cirkus Dannebrog, vil de få en lidt anderledes cirkusoplevelse end ellers. Cirkus Dannebrog har givet årets forestilling overskriften »Amazing Afrika« og sætter med årets forestilling fokus på Afrika.
»Afrika er et kontinent, der rummer ufattelig skønhed, og den afrikanske livsglæde er kendt over hele jorden. Årets forestilling vil indfange og gengive den afrikanske kulturs mange smukke og flotte udtryksformer. Derfor vil man i år opleve fortrinsvis afrikanske artister. Men Afrika er også en verdensdel, hvor der udspiller sig humanitære og miljømæssige katastrofer. Det blev vi især mindet om, da Danmarks Radio i februar arrangerede den store Danmarksindsamling til fordel for nødlidende mennesker i Afrika,« hedder det fra familien Enoch, der driver Cirkus Dannebrog.
Cirkus Dannebrog vil gerne give en hånd med. Derfor har Cirkus Dannebrog indledt et samarbejde med Dansk Røde Kors, som betyder, at der bliver sendt et beløb videre til Røde Kors for hver solgt billet i år.
En rejse gennem Afrika
I forestillingen bliver publikum taget med på en rejse gemmen det afrikanske kontinent fra Marokko i nord, over Østafrika med de mange dyr og til Sydafrika, hvor familien Enoch i øvrigt optrådte i flere sæsoner, inden Solveig og Haddy Enoch sammen med deres 4 børn i 1977 vendte tilbage til Danmark og genetablerede familiens gamle cirkus, som havde ligget i dvale i næsten 50 år. I år er det barnebarnet David Sosman der med sit imponerende og nytænkende jonglørnummer, repræsenterer deres fortid i Sydafrika.
Blandt de øvrige artister på årets program finder man den tanzanianske springtrup Hakuna Matata Boys, de yndefulde akrobater African 6 Queens, samt endnu tre afrikanske akrobater, de kraftulde tre medlemmer af The Liazeed, som er efterspurgte over hele verden. Desuden medvirker Duo Maybe fra Ukraine, luftakrobaten Super Silva fra Brasilien og
masterakrobaten Francisco fra Cuba. Fra Portugal har Cirkus Dannebrog hentet årets klovn, Cecar Dias, og musikken er lagt i hænderne på den schweitziske kapelmester Tino Aeby og hans orkester samt den sydafrikanske sangerinde Nonhianhia Pretty Shangase.
Publikum bliver ledt gennem forestillingen af sprechstallmeister Agnete Louise Enoch. 

Fakta:


Skriv kommentar  |   Udskriv  |   Send til ven  |  
Alle nyheder
Kiva Web