Kl. 22.55 - tirsdag den 17. januar 2012

Efterskole vandt 10.000 til nødhjælpsprojekt

Filialdirektør Leif Vestergaard fra Sparbank i Herning har her netop overrakt checken til de glade elever.
Filialdirektør Leif Vestergaard fra Sparbank i Herning har her netop overrakt checken til de glade elever.


Stor glæde forleden på Nøvlingskov Efterskole, da yderligere penge til nødhjælpsarbejde i Ukraine kom i hus

Elever på Nøvlingskov Efterskoles nødhjælpshold har netop forhøjet det beløb, de til april vil tage med til Ukraine som hjælp til humanitært arbejde der. Holdet skaffer selv penge til nødhjælpen i løbet af året gennem småjobs og ved at søge forskellige foreninger og fonde, men allerførst i det nye år fik de den glædelige besked, at de havde vundet 10.000 kr. i Sparbank’s ”10tilforskel”-konkurrence i december. Det er sket via en konkurrence på bankens hjemmeside, hvor der hver måned er 10.000 kroner til det projekt, der får flest stemmer.
Stemmer i juleferien
Nøvlingskov Efterskole overhalede således alle konkurrenter og indtog med 1.789 stemmer førstepladsen i konkurrencen. Lærer Ole Hertz, der har det daglige ansvar for skolens nødhjælpshold, glæder sig sammen med eleverne over de mange stemmer og den store opbakning. Eleverne brugte også selv nogle af juledagene med hektisk aktivitet på bl.a. facebook, hvor de opfordrede folk til at stemme, og det gav altså resultat i sidste ende.
Legetøj og medicin
til børnehospital
Alle er enige om, at den store støtte viser, at her er noget at arbejde videre på, og de glæder sig nu til at rejse til Ukraine med hjælpen om nogle få måneder. Med de penge, de allerede havde indsamlet, plus det ekstra beløb fra SPARBANK, kan de helt sikkert gøre en forskel.
Blandt andet er planen at købe bleer, legetøj og medicin til et børnehospital med efterladte børn, og det er noget, der også vækker forventning og glæde i Kharkov i Ukraine, hvor midlerne skal omsættes til nødhjælp.
Hjælper andre nødhjælpsprojekter
Selv om der ikke længere kan stemmes på deres eget projekt, holder eleverne på Nøvlingskov Efterskole stadigvæk øje med ”10tilforskel” på SPARBANKs hjemmeside, og i den gode sags tjeneste har de således været inde og stemme på Blåkilde Efterskole, der i januar-konkurrencen deltager med et projekt til støtte i Indien.
»Det er bare så vigtigt – og ethvert beløb, stort som lille, betyder så meget for de mennesker, der har langt mindre, end vi har,« siger de samstemmende til slut.

Fakta:


Skriv kommentar  |   Udskriv  |   Send til ven  |  
Alle nyheder
Kiva Web