Kl. 08.00 - onsdag den 15. februar 2012
Af Vagn Buch-Pedersen
Artikler  |   redaktion@herningbladet.dk

Hyggedag for madturen

Vildbjerg Hotel havde inviteret sine madkunder til en hyggelig nytårskur på hotellet med god mad og hyggelig musik





Søndag ved middagstid kunne man godt se, at der var noget særligt på Hotel Vildbjerg. Flagene blafrede blidt i den kolde brise, og uden for døren var opmarchret en række rollatorer. De tilhørte en række af dagens gæster, der alle havde det til fælles, at de er kunder på hotellets madtur. Men denne søndag var de inviteret til at spise en bedre middag med et glas vin, en øl eller en vand til i stedet for den sædvanlige udbragte mad.
»Vi har bestemt os for i denne tid, hvor der er så megen snak om besparelser, at indføre noget, der kan give lidt varme. Det er en nytårskur for alle, der er tilmeldt vores madtur, og planen er, at det skal være en tradition fremover,« forklarer hotellets daglige leder, Heintje Simonsen, der selv tog sig af serveringen.
Sovs med fløde
På menuen stod søndagssteg - der er en steg på menuen hver søndag - og denne søndag var det en lækker flæskesteg, serveret som sig hør og bør med kartofler, brun sovs og rødkål.
»Og vi er kokke, så vi bruger fløde i sovsen. Vi går meget op i at lave mad, som vi også selv vil spise,« lød det fra køkkenchef Allan Bang.
Hotel Vildbjergs madordning for ældre i Vildbjerg kører nu på fjerde år, og med mellem 25 og 40 daglige kunder, er ordningen så stor, at maden bliver kørt ud til kunderne.
»Tallet svinger noget, for nogle får hver dag, andre hveranden, og så er der nogle, der springer fra i weekenderne, fordi de ikke er hjemme. Og så er der nogle, der kun får om onsdagen, når det er stegt flæsk med persillesovs,« forklarer Heintje Simonsen.
Plads til flere kunder
I køkkenet er Allan Bang og hans kok, Peter Andreasen, glade for ordningen, fordi det giver noget fast at gøre hver dag.
»Indtil videre er det dog kun selve Vildbjerg by, vi dækker, men her har vi til gengæld plads til mange flere i ordningen. Men vi har også haft nogle henvendelser fra Aulum, og her vil vi overveje at gøre et fremstød, så vi kan skaffe så mange kunder, at det også kan løbe rundt at køre derover,« fortæller Allan Bang.
Inde i spisesalen er der skænket op i glassene på de smukt dækkede borde, og hotellets faste musiker, Jørgen Vilhelmsen, der giver musikken som sit bidrag til nytårskuren, har taget plads bag tangenterne. Stemningen stiger, og om lidt kommer flæskestegen. Og efter den venter en lækker isanretning på de godt 30, der har taget imod invitationen.

Fakta:


Skriv kommentar  |   Udskriv  |   Send til ven  |  
Alle nyheder
Kiva Web