Landsbylauget søger gamle mursten
Medlemmerne af frivilliggruppen Landsbylauget ved Herning Museum har fået en ekstra opgave til denne sæson. I forvejen var hovedprojekterne at restaurere Ane Maries hus og at genetablere kålgården ved huset. Men et tredje stort projekt er nu kommet til, idet bageovnen forleden styrtede sammen.
»Bageovnen var allerede vakkelvorn, og sammenstyrtningen skete, da Landsbylauget var ved at undersøge, hvordan murværket kunne forstærkes,« fortæller museumsinspektør Charlotte Lindhardt, som glæder sig over, at ingen om til skade ved sammenstyrningen - selv om det var tæt på.
»Faktisk lå en fra Landsbylauget med hovedet inde i ovnen kun få minutter før det hele faldt sammen,« fortæller hun.
Vil bevare
det oprindelige udseende
Men ovnen skal naturligvis bygges op igen, så den også fremover kan bruge til brødbagning. Derfor efterlyser Landsbylauget og museet røde mursten, som gerne må være 100-200 år gamle.
»Vi vil hellere vente på at finde de rigtige gamle mursten, så vi kan bevare det originale udseende, end bruge nye. De moderne mursten er alt for pænt strøgne i forhold til de gamle, og derfor vil de se helt forkerte ud,« oplyser Charlotte Lindhardt.
Har tidligere fået gamle mursten
Museet har tidligere i forbindelse med genopbygningen af en gavl i frilandsmuseet haft held til at skaffe tilsvarende gamle sten. Da havde en glad giver ellers forsynet museet med helt nye sten, som så efterfølgende blev byttet til de gamle.
»Så hvis der er nogle, som er ved at rive et gammelt hus ned og alligevel kasserer de gamle mursten, så må de gerne give dem til Frilandsmuseet i stedet,« lyder opfordringen fra Charlotte Lindhardt.
Ellers er Landsbylauget i fuld gang med at sætte Ane Maries hus i stand. Her skal der sættes nye stolper ind i bindingsværket, det hullede og slidte lergulv skal fornyes, et par vinduer skal skiftes, og muren mellem bindingsværket skal pudses op. Huset lå oprindelig på Barslund Mark ved Grove, hvor Ane Marie Laursen (1890-1969) boede.
Kålgårde dyrket op igen
Bag huset ligger en gammel kålgård, som man i sin tid kaldte køkkehaven, fordi kål var en af de store afgrøder her. Det er også blandt årets projekter, idet den ikke har været dyrket i mange år. Den er nu luget ud og renset op, og Landsbylauget har lagt kartofler, som vi regner med at kunne bruge senere på året. I Frilandsmuseet findes også solbær- og stikkelsbærbuske samt et stort æbletræ, og der er bier, som producerer honning. Alle disse fødevarer vil vi fremover bruge i formidlingen, både ved arrangementer og ved undervisningsforløb, hvor museets gæster kan få smagsprøver fra 1800-tallets husholdning.
Landsbylauget vedligeholder også parken og restaurerer løbende de andre bygninger, og i år skal vi også have kalket gavlen på stuehuset. Gavlen blev udskiftet sidste år og var det første store projekt for de frivillige, og netop i disse dage sættes nye frontskilte op ved museets hovedindgang.
40 frivillige
Efter det første halvandet år består Landsbylauget nu af 40 frivillige mænd og kvinder, og der kommer løbende nye til.
»Vi har altid brug for murere, tømrere, snedkere, smede, folk med grønne fingre og lyst til at hjælpe til ved arrangementer,« siger Charlotte Lindhardt.
Landsbylauget samles for at arbejde hver torsdag, og er man interesseret i at være med, kan man kigge ind en torsdag og høre om opgaverne.














Østergade 21, 7400 Herning • Tlf. 97 12 15 00 • Fax 97 22 20 42