Norsk kultband rammer Fermaten
Blandt alle de solide, sikre navne, der var på plakaten til Rock i Herning 2004 var der et enkelt, der skilte sig ud. Det var det norke band Kaizers Orchestra, som allerede da havde markeret sig som noget specielt. Og som allerede dengang efter sin danske debut året før på Roskilde Festivalen havde grundlagt en kultstatus med sin helt specielle stil både musikalsk og i sin sceneoptræden.
Ramte Herning med et brag
Efter koncerten i Herning, den smukke forsommerdag i 2004 stod man da også tilbage med en let følelse af undren midt i begejstringen over at have fået en ordentlig én på opleveren. For Kaizers ramte herning med netop det brag, bandet selv giver så mange af, når det går løs med koben på olietønder. En flok stilige, jakkesætklædte musikalske anarkister var sluppet løs, og oven i det hele så sang de dengang som ikke bare på norsk, men på deres hjemegns dialekt. Det har de holdt fast i siden, og dette til trods er succesen gennem årene bare vokset. Hvilket svarer til at et dansk orkester går ud og markerer sig internationalt på sønderjysk eller bornholmsk.
Længe har Kaizers Orchestra stået på listen over ønskebands på Fermaten. Og lige så længe har bandet været utilnærmeligt i forhold til forespørgsler fra det vestjyske, selv om bandet regelmæssigt gæster danske scener. Men nu er det lykkedes, og det er med forståelig stolthed Fermatens leder, Alex Nielsen, nu har kunnet sætte Kaizers Orchestra på plakaten med koncert onsdag 14. marts.
Holder fast i stilen
Dermed er der igen lagt op til en koncert af de mere specielle. For Kaizers Orchestra har hele vejen igennem holdt fast i sin helt egen stil, der med masser af inspiration fra blandt andre Tom Waits, byder op en speciel skramlende, dunkende, bankende anarkistisk rock, hvor musik, tekster og sceneshow går op i en højere enhed. Og nu som dengang omfatter bestykningen på scenen ud over de traditionelle elementer i et rockband stadigvæk også en vaskeægte salmecykel, betjent af Helge Risa, der både har Martin Luther på nodepulten og ind i mellem skjuler sig i en gasmaske, samt naturligvis de uundværlige olietønder, som efter hver optræden må skiftes ud. For ind i mellem går det hårdt til på scenen.
At det er lykkedes hænger sammen med, at Kaizers Orchestra også i anden sammenhæng er aktuelle lokalt. Det er nemlig deres tekster og musik, der er basis for teaterkoncerten Maestro, der senere på foråret, 3.-25. maj er på programmet på Team Teatret. Her fremføres sangene fra Kaizers Orchestra af en række skuespillere, sangere og musikere.
Men sæt foreløbig kryds i kalenderen ved 14. marts. Da venter en oplevelse af de mere usædvanlige på Fermaten.

.jpg)












Østergade 21, 7400 Herning • Tlf. 97 12 15 00 • Fax 97 22 20 42