Ny Gitte Hænning med på harmonikatræf i Feldborg
51-årige Per Poulsgaard er vild med harmonikamusik. Derfor arranger han nu et harmonikatræf i Feldborg-Hallen. Det finder sted lørdag den 4. februar. Gennem tolv timer afløser ikke færre end 20 orkestre hinanden på scenen.
Gitte Hænning-klon
Sidst på eftermiddagen får harmonikaerne en pause. Da kommer den 19-årige Louise Espersen. Hun ligner og synger som Gitte Hænning, og det har hun vist flere gange på tv. Ved harmonikatræffet giver hun et potpourri af populære Gitte Hænning-sange.
Luise Espersen har blandt andet deltaget i »Talent 2008« på DR. Tre år tidligere medvirkede hun i »Scenen er din« på TV2. Louise Espersen har også mødt Gitte Hænning og endog indspillet et nummer sammen med sit idol.
Topnavne på harmonika
Et andet af topnavnene på harmonikatræffet er Maiken og Kenneth. Maiken Otmann Pedersen har i flere år været en af landets mest populære harmonikaspillere sammen med Kenneth Abel. De har udgivet flere album.
De øvrige orkestre kommer fra det meste af Jylland. De får hver 30 eller 45 minutter til at underholde publikum. Musikken inviterer til dans, og gulvet er klar i Feldborg. Per Poulsgaard og hans hjælpere serverer mad og drikke hele dagen.
Harmonikatræffene i Feldborg begyndte i 2006, men holdt pause i fjor. Nu fortsætter Per Poulsgaard traditionen. Han holder så meget af harmonikamusikken, at han forlanger, lyden også skal være i orden. Derfor har han i år engageret professionelle til at styre forstærkerne.

.jpg)











Østergade 21, 7400 Herning • Tlf. 97 12 15 00 • Fax 97 22 20 42