Optimisme i Sunds' ældste børnehave trods sparetider
Siden børnehaven Vibereden i Sunds i 1969 slog dørene op, har hundreder af børn haft den lille børnehave som en tryg ramme for tre års pasning. Med bare to stuer og omkring 40 børn - lige nu 42 - er børnehaven overskuelig for de små. Men også i denne trygge lille rede, fuld af glade og aktive unger, kan man mærke krisen kradse. Men det får ikke hverken personalet, forældrene eller børnehaveleder Birthe Jensen til at sætte sig opgivende med hænderne i skødet.
– Vi har det godt, og vi synes, vi har en rigtig dejlig lille børnehave. Og så ser vi optimistisk på vores mulighed for at overleve, selvom vi kan mærke, at det er sparetider, og at der ikke bliver tilført flere ressourcer - tværtimod, siger Birthe Jensen.
Masser af aktivitet trods sparetider
Men trods sparetiderne mener hun, at Vibereden stadig er en god børnehave med masser af aktivitet. Hun glæder sig også over at der bag børnehaven står et utroligt godt hold meget engagerede forældre, som netop ser Viberedens beskedne størrelse som en kvalitet i sig selv.
– Børnene føler sig meget trygge her, fordi de hurtigt kan overskue det hele, og fordi de meget hurtigt kommer til at lære både de andre børn og de voksne at kende, fordi vi ikke er så mange, mener Birthe Jensen.
Men størrelsen giver også et pres på personalet, erkender hun. For i en lille institution er der forholdsvis færre ressourcer at arbejde med, end der er i større daginstitutioner.
– At vi ikke er flere betyder, at vi har alle ressourcer i brug stort set hele tiden. Vi har ikke de samme muligheder for at rykke sammen, som man har i de større institutioner for eksempel i ferieperioder. Her arbejder vi til gengæld sammen med Sunds Kirkes Børnecenter. Men det er ikke muligt i hverdagen, hvis der er sygdom eller lignende, forklarer Birthe Jensen.
En gruppe ud af huset hver uge
Sparekniven har også ramt aktiviteterne hårdt, idet de penge, man tidligere har haft til rådighed til udflugter og lignende nu er helt væk. Alligevel lægger man i Viberede stor vægt på at have et højt aktivitetsniveau, som også omfatter ture ud af huset. De to stuer med de i alt 42 børn på 3-5 år er delt op på tværs i grupper efter alder. Og hver torsdag går en af grupperne ud fra børnehaven, mens de to andre grupper er sammen om aktiviteter hjemme i Vibereden. Det kan være på legepladsen, på en af stuerne eller i kælderen.
– Vi ser det som en faglig kvalitet for børnene, at vi har den mulighed, og vi lægger meget vægt på det, for det skal ikke kun være pasning at være i børnehave, understreger Birthe Jensen.
Sociale færdigheder
For de mindste handler det blandt andet om at lære nogle helt grundlæggende sociale færdigheder. Det er ting som at man skal vente på hinanden, at man skal lade være med at tale i munden på hinanden, og at man skal kunne tage imod en besked. I den mellemste gruppe fortsætter arbejdet med de sociale færdigheder. Og når børnene så kommer op i førskole-gruppen, bliver der også taget fat på leg og læring.
– Vi stiller børnene nogle opgaver, der passer til deres alderstrin, og som stiller krav socialt og følelsesmæssigt. I denne gruppe begynder vi også at arbejde med, hvordan man færdes i trafikken, vi besøger skolen, og vi arbejder med at opbygge et godt kammeratskab og venskaber. Alt sammen ting, som vi godt kunne bruge lidt flere kræfter til, men som vi ikke ønsker at give op, forklarer Birthe Jensen.
Hun kan godt forstå, at det er sparetider, men hun synes også, at det er lidt hårdt, når det er år efter år, der skal spares.
Optimistisk udgangspunkt
– Men vores udgangspunkt er, at vi skal se optimistisk på tingene og se på, hvad vi kan gøre for at bevare vores lille institution, så den også i fremtiden kan blive den trygge ramme for mange børn og deres forældre. En af de muligheder vi har med i overvejelserne er, at udvide med en vuggestueafdeling, fortæller Birthe Jensen.
Hun ved også at det kan blive svært, men på den anden side, så fortæller Viberedens historie også om, at man kan nå sine mål, hvis man arbejder tålmodigt for dem. Børnehaven var i sin tid nogle år undervejs fra de første ideer blev lagt frem i 1965, og til dørene kunne åbnes i 1969.














Østergade 21, 7400 Herning • Tlf. 97 12 15 00 • Fax 97 22 20 42