Kl. 09.00 - onsdag den 25. august 2010

Skoleudflugt til svinestien

Eleverne viste selv deres familier rundt på gården, hvor slagtesvinene har delvist overdækkede terrasser.
Eleverne viste selv deres familier rundt på gården, hvor slagtesvinene har delvist overdækkede terrasser.
Utraditionelt samarbejde mellem landmand og skole i Sønder Felding

Tekst og foto: Erik Poulsen
Redaktion: Vagn Buch-Pedersen
Soen, der lå og hyggede sig i en sø af vand og mudder, var den, der var mest tilfreds med den kraftige heldagsregn, da frilandssvineproducent Jan Gram Pedersen i Sønder Felding onsdag tog imod 50 elever og deres lærere, forældre og søskende til et gårdbesøg med adskillige programpunkter.
Det traditionelle gårdbesøg var blandt andet udvidet med en generel introduktion til landbrug af en planteavlskonsulent på skolen, før de to 7. klasser tog ud til Jan Gram og hans 250 fritgående søer. Her blev de vist rundt på gården og fik lov til at holde nyfødte pattegrise, før de blev sat i gang med at producere blandt andet medister og frikadeller til deres egen frokost og aftensmad ud fra de råvarer, der produceres på gården.
Sluttede med helstegt gris
Om eftermiddagen var der tid til forskellige opgaver og lege med fokus på sundhed og aktivitet, før  elevernes familier ankom til et 'alternativt forældremøde' på gården. Her viste eleverne selv rundt og fortalte om deres oplevelser i løbet af dagen, før alle sluttede dagen med at spise helstegt gris fra Friland med friskopgravede og tilberedte grøntsager fra gårdens køkkenhave.
Inspireret af madordning
Jan Gram Pedersen fik ideen til arrangementet i forbindelse med debatten om den tvungne madordning, hvor nogle daginstitutioner bliver forpligtigede til at servere frisk, sund og veltillavet mad i stedet for familiens egne madpakker. Et overordnet formål med gårdbesøget var derfor at give eleverne og deres familier en direkte oplevelse af sammenhængen mellem landbrugsproduktion og lokale kvalitetsfødevarer.
For eleverne og lærerne havde besøget den ekstra dimension, at de to 7. klasser netop havde begyndt skoleåret med nye klassekammerater. Det udvidede gårdbesøg var derfor en god start på to dages efterfølgende ryste-sammen-tur.
 
 
Billedtekster:

 

De i alt 150 gæster sluttede dagen med at spise sammen i maskinhuset.
 

Skriv kommentar  |   Udskriv  |   Send til ven  |  
Alle nyheder
Kiva Web