Kl. 11.44 - onsdag den 09. maj 2012
Af Vagn Buch-Pedersen
Artikler  |   redaktion@herningbladet.dk

Studsgård venter mange små fodboldspillere i weekenden

På lørdag er Studsgård igen klar til fodboldstævne for de 4-10 årige på oppustelige baner



Af Vagn Buch-Pedersen
redaktion@herningbladet.dk
Der plejer at være lidt byfest over det, når Studsgård er vært for DGI Midtjyllands store stævne på oppustelige baner, hvor børn i alderen 4-10 år spiller fodbold. Og når banerne bliver pustet op på lørdag 12. maj, er Studsgård GIF som værtsklub igen klar til at gøre alt, for at det bliver en rigtig god og festlig dag for alle, både de mange spillere og alle deres voksne ledsagere.
Det er fjerde gang stævnet holdes i samarbejde mellem DGI Midtjylland og Studsgård GIF, og som de foregående tre år venter man også rigtig mange deltagere i år. Tidlgere har der været mellem 80 og 90 hold med til stævnet, og intet tyder på, at det bliver mindre i år.
Intense kampe på de små baner
Men stemningen plejer også at være helt i top, når de mange hold brager sammen på de små boldbaner. Det er intense kampe, hvor bolden er i spil næsten hele tiden, og de mange små spillere plejer virkelig at gå til sagen, godt bakket op fra banderne, hvor deres trænere samt mange forældre er med. Og kampene får en ekstra intensitet, fordi banerne netop er så overskuelig, så også de yngste på bare fire år kan være med.
Største stævne af sin art
”Stævner på oppustelige baner har været en stor succes for DGI Midtjylland. Vi afvikler en række stævner i sæsonens løb i samarbejde med lokale foreninger – dog ingen andre af samme størrelse som i Studsgård,” siger fodboldkonsulent Johnny Nielsen fra DGI Midtjylland.
Som vært for det største stævne af denne art, lægger Studsgård GIF også mange kræfter i, i form af en masse frivillige hjælpere. De sørger blandt andet for en velassorteret bod med mad og drikke, og der er endda gratis kaffe til trænere, forældre og andre tilskuere og saftevand og frugt til børnene.

Skriv kommentar  |   Udskriv  |   Send til ven  |  
Alle nyheder
Kiva Web