Kl. 11.13 - onsdag den 02. maj 2012
Af Vagn Buch-Pedersen
Artikler  |   redaktion@herningbladet.dk

Tjørring Cykelmotion var hurtigt klar til fest

Tjørring Cykelmotion inviterer til den helt store Giro-fest ved Henning Jørgensen Cykler på søndag med cykelløb på storskærm, grillpølser og øl og levende jazz

Allerede flere timer før de 198 deltagere i årets Giro d’Italia racer ned ad Tjørring Bakke på vej mod opløbet i det store cykelløbs første store etape, tager Tjørring Cykelmotion fat på den helt store Giro-fest. Forberedelserne har været i gang længe, og med velvilje fra Henning Jørngensen Cykler bliver 400 kvm ud mod Holstebrovej overdækket, og her bliver festpladsen indrettet med grill, fadølsanlæg, jazzband og storskærme, så man kan følge løbet fra starten går vest for Snejbjerg.
Vi skal lave noget selv
Ideen kom hurtigt efter et møde, hvor en række foreninger var samlet til et møde med Herning Kommune og den lokale arrangørkomite om aktiviteter i forbindelse med Herning som startby for Giro d’Italia.
»Ved mødet fik vi tilbudt en bod inde i byen. Men da vi kørte hjem, sagde jeg, at vi skulle lave noget selv herude, hvor vi holder til. Dagen efter tog jeg kontakt til Henning Jørngensen om at bruge plænen ved hans cykelforretning ud mod Holstebrovej, og han var med på ideen med det samme,« fortæller Olav Poulsen, der er formand for Tjørring Cykelmotion.
Han peger på, at stedet ligger helt ideelt med 1500 meter til målområdet.
»Og allerede et par timer før rytterne kommer begynder den store karavane jo at passere,« påpeger Henning Jørgensen.
Masser af pølser
Ud mod vejen bliver der overdækket, og her får klubben plads til cirka 400 under tag.
»Men der er plads til mange flere, og vi skal også nok sørge for at der er både mad og drikke til alle. Vi har allerede købt over 2000 pølser, og bliver det nødvendigt, kan vi også skaffe flere med kort varsel. Vi serverer fra to pølsevogne, og vi får også en stor grill stillet op,« forklarer Olav Poulsen.
Fra løbet starter og hele vejen til mål vil der være mulighed for at følge med på to storskærme, og derudover vil jazzorkestret Hof and his Gentlemen være med til at skabe stemning. Har man lyst til selv at være aktiv, bliver der også mulighed det ved at deltage i en cykelkonkurrence. Her gælder det om at køre én km. på tid på to cykler, der bliver stillet op på et rullefelt, og er man rigtig hurtig, kan man vinde små præmier.
Lyserød fest
Og så bliver der naturligvis pyntet op efter alle kunstens regler med Giro-flag og italienske og danske flag samt naturligvis Tjørring Cykelmotions egne flag.
»Og jeg har også lige været ude at købe 50 meter lyserødt tyll til at pynte op med,« griner Olav Poulsen, der ligesom Henning Jørgensen glæder sig helt enormt til den store cykelfest. En fest, som givet også vil nå ud til de 350 milioner, der følger løbet på tv, når rytterne passerer Tjørring. De vil også kunne se den store samling af lyserøde cykler fra Politiets lagre, der allerede længe har pyntet op på taget af Henning Jørgensen Cykler.
Tjørring Cykelmotion har 270 medlemmer, og klubben har lokaler hos Henning Jørgensen Cykler. 

Fakta:


Skriv kommentar  |   Udskriv  |   Send til ven  |  
Alle nyheder
Kiva Web