Kl. 07.43 - torsdag den 07. juni 2012
Af Vagn Buch-Pedersen
Artikler  |   redaktion@herningbladet.dk

ugens lokalprofiL: Glen Riddersholm 40 år, cheftræner hos FCM

Kun en måneds tid efter at have rundet de 40 år fik Glen Riddersholm omend forsinket en af sine nok bedste fødselsdagsgaver, da FCM alligevel sikrede sig bronzen i Superligaen. Det blev første medaljesæt, efter at han fik posten som cheftræner for godt et år siden, og oven i købet efter en turbulent periode for holdet med både skadede spillere og et helt nyt trænerteam. Glen Riddersholm har været tilknyttet FCM siden starten i 1999, kun afbrudt af to år som træner for Danmarks U16 og U17 fodboldlandshold. Det var herfra, han i blev hentet tilbage til FCM for at være en del af klubbens nye trænerteam, og da cheftræner Allan Kuhn stoppede sidste år, kunne Glen Riddersholm krone en lang trænerkarriere i dansk fodbold med cheftrænerposten hos FCM.

Hvad optager dig i øjeblikket?
Arbejdsmæssigt har jeg brugt den seneste tid på at evaluere den sæson, vi lige har spillet. Selv om det resultatmæssigt gik over forventning, mener jeg stadig vi har mange skridt at tage i processen med den nye spillestil, vi implementerede for 16 måneder siden. Derudover har vi arbejdet hårdt på af få en forsvarsspiller tilknyttet vores trup. Privat er det tid at tage sig af familien, som det i mit job er en anelse svært at tilgodese, som jeg ønsker.

Hvad er det bedste ved dit job?
Hver dag, jeg møder ind på arbejde, føler jeg mig privilegeret. Jeg lever af min hobby og min store passion. Det husker jeg at sætte stor pris på i såvel med- som modgang. Jeg nyder processen og vejen til målet. Arbejdet med af få mennesker til arbejde sammen om et mål. Det at se det enkelte individ og holdet udvikle sig er for mig en stor glæde. En glæde som er større, end når jeg selv lykkes.
Hvad er din baggrund?
Jeg er født og opvokset i Esbjerg. Efter en 3 årig handelsskole eksamen blev jeg reservedelsmand. Herefter er jeg blevet uddannet som pædagog. I 2004 blev jeg fuldtidstræner for første gang. Jeg blev FCM`s første ITU træner og var den første fuldtidsansatte træner på akademiet. 2006-2008 var jeg U-landstræner, og siden 2008 har jeg arbejdet med superliga holdet i FCM. Først som assistent og nu som cheftræner. Jeg har den højest mulige træneruddannelse. Den hedder Pro License og er UEFA/FIFA godkendt. Jeg har været fodboldtræner i 26 år.
-
Det at se det enkelte individ og holdet udvikle sig er for mig en stor glæde
-
Hvad er dine kerneydelser?
Jeg er cheftræner for FC Midtjylland.
Hvor henter du inspiration
til dit arbejde?
Jeg tror på, at man som menneske aldrig er færdiguddannet. Det gælder om at holde fast i sine normer og værdier, men også om at forny sig og følge udviklingen og de tendenser, som der løbende sker i fodbolden og i samfundet. Jeg er af natur nysgerrig og ærgerrig, og derfor søger jeg inspiration via kurser, foredrag, bøger, tidsskrifter og ved at se og opleve kampe på højeste niveau. Videnskaben er vigtig, og den forsøger jeg mig løbende at være opdateret på.
Deltager du i frivilligt arbejde?
Jeg har altid brugt meget tid på frivilligt arbejde. Bl.a Radio Sundbo i Esbjerg. Jeg mener, at vi alle skal bidrage til samfundet, og mener i modsætning til udviklingen, som vi ser visse steder i samfundet, godt, at man kan bidrage uden at få noget for det. Jeg har i 16 år været frivillig træner og leder uden at få så meget som en krone for det. Jeg har i sportens verden siddet med i diverse udvalg. Når det er muligt, hjælper jeg til i datterens svømmeklub og i min drengs fodboldklub. Ellers har jeg et job som kræver en del tid, og selvom om det ikke skorter på gode intentioner, kan det være svært at finde tiden til mere.
Hvad er dit yndlingssted
her på egnen?
Jeg nyder området omkring Rørbæk sø, men generelt synes jeg der findes mange skønne områder her på egnen.
Hvad ligger der på dit natbord?
Mobil telefon, bogen om Robert Enke, tipsbladet og et fodbold tidsskrift.
Hvad er din bedste oplevelse
med familie
eller venner i det seneste år?
Ferien er altid et højdepunkt. Sidste år var børnene og jeg ude at svømme med delfiner. Det var en meget stor oplevelse.
Hvor surfer du på nettet?
Primært diverse sport- og nyhedssites.
Hvordan har du det med kultur?
Jeg har det godt med Kultur. Kultur er jo et vidt begreb. Men jeg ynder at tage i teatret med familien. Tilmed opsøger vi i sommeren af og til også de små lystspil i lokalområdet. Jeg sætter stor pris på musik, og en god koncert går jeg aldrig af vejen for, ligesom jeg forsøger at bakke op om de mange flotte tiltag, der er sket her på egnen de seneste år. MCH og kommunerne heromkring gør i mine øjne et stort stykke arbejde, som vi alle skal bakke op om.
-
Jeg mener, at vi alle skal bidrage til samfundet, og - i modsætning til udviklingen visse steder i samfundet - at man godt kan bidrage uden at få noget for det.
-
Hvem kunne du godt tænke dig
at møde?
Alle mennesker er unikke og interessante. Men skal jeg vælge så:
Teater: Andrew Lloyd Webber
Film: Al Pacino
Fodbold: PEP Guardiola.
Har mødt Del Bosque, Mourinho og Wenger
Politik: Anders Fogh
Musik: Bono U2 

Fakta:


Skriv kommentar  |   Udskriv  |   Send til ven  |  
Alle nyheder
Kiva Web