Rikke Lund Engholm har danset det meste af sit 36-årige liv. Desværre er det aldrig lykkedes at lokke manden med til dans. Og derfor har Rikke heller ikke fået undervisning siden hun var helt ung.
Indtil en veninde fortalte hende om foreningen Kom og Dans. Veninden havde hørt, at man i Kom og Dans kunne komme alene til både undervisning og danseaftener.
I januar begyndte Rikke Lund Engholm derfor til danseundervisning på Kulturellen i Herning. Hendes mand var netop taget til Helmand i Afghanistan for tre måneder, og en aften om ugen med dans var lige det, der var med til at løfte humøret.
– Jeg elsker at danse. Jeg har danset klassisk ballet, jazzballet, moderne ballet, showdance, standarddans og jitterbug. Men når min mand ikke kan lide at danse, så har jeg manglet en dansepartner, siger Rikke Lund Engholm.
Danser med mange forskellige
Og en fast dansepartner har man altså ikke brug for i Kom og Dans. I undervisningen skifter man partner mange gange i løbet af en time. På den måde lærer man hurtigere hinanden at kende i foreningen, og man lærer at danse med mange forskellige.
Rikke Lund Engholms mand er kommet hjem fra Afghanistan igen, men hun har ingen forhåbninger om at lokke ham med til dans. Det har hun til gengæld med sin ældste datter på 15 år. I Kom og Dans kan de unge være med fra cirka 13-års-alderen.
–Det vil være meget dejligt at få min datter med til dans. Hun skal gå på holdet for de unge, men vi kan tage til de samme dansefester. Det er der faktisk nogle stykker der gør. Det vil jeg også gerne, siger hun.
Unge er meget velkomne
Næstformand i foreningen, Emil Lauridsen, fortæller, at rigtig mange af foreningens dansere kommer alene.
– Jeg vil tro, at mindst halvdelen går til dans alene – måske endda 70 procent. Det er en stor fordel, at man ikke behøver at finde en fast dansepartner selv, siger han.
Emil Lauridsen håber især på mange unge dansere, når efterårssæsonen begynder i slutningen af august. I Kom og Dans er man ung, når man er under 26 år.
– I Kom og Dans i Århus har de en stor flok unge til undervisning. Det vil vi også gerne. Vi har en 17-årig instruktør fra Holstebro til at undervise de unge, og hun underviser i et noget kvikkere tempo, end der undervises i på de voksnes grundkursus. Men dansefesterne er vi fælles om, siger han.
Kom og Dans i Herning er en del af Kom og Dans Danmark. I Jylland er der omkring 15 foreninger, og dermed altid et sted at tage til danseaften.
Åbent hus
Hvis du har lyst til at prøve, om dansen er noget for dig, så byder Kom og Dans Herning på to gange åbent hus med gratis danseundervisning, inden efterårssæsonen begynder. Åbent hus finder sted i Kulturellen tirsdag aften 24. august fra klokken 19.00 til 21.00 og søndag eftermiddag 29. august fra klokken 14.00 til 16.00. Begge gange efterfulgt af en times fri dans. Selve kurset begynder tirsdag 31. august om aftenen på Kulturellen. Her får 150 dansere undervisning på fem forskellige niveauer.